Velholdt landejendom ved Vordingborg - oplagt til hestehold

Drømmer du om at flytte på landet, hvor der er højt til himlen, frisk luft og plads til heste? Så bør du se nærmere på Elmegaard - en velholdt landejendom nær Vordingborg. Foruden 3,0790 hektar jord omfatter ejendommen blandt andet et flot stuehus, en stor maskinhal og en hestestald. Hele herligheden ligger få minutters kørsel fra Vordingborg, og du får kort gåafstand til både skole, børnehave og indkøb.

Da Elmegaard er en ejendom for køberen, som elsker livet udendørs, er det selvfølgelig her, vi starter. Når du drejer ind på den store gårdsplads, hvor Dannebrog blafrer i vinden mod den blå himmel, kan du ikke undgå at lægge mærke til den flotte parklignende have. Her kan du lade tankerne flyve, når du slentrer omkring den store sø eller nyder udsigten fra terrassen, som er anlagt med en flot udformet udepejs. Herfra kan du også høre hestene vrinske i foldene og på ridebanen, som i øvrigt kan belyses om aftenen.

Foruden den store maskinhal følger der et opvarmet saddelrum og et fyrrum med bad og toilet med til ejendommen. I hestestalden er der otte bokse, som alle har automatiske vandkopper - her er dog behov for at justere loftshøjden, så den lever op til forskrifterne.

I stuehuset får du 169 velindrettede kvadratmeter fordelt på stueplan og første sal. Det naturlige samlingspunkt i hverdagen er den store opholdsstue, hvor en pejseindsats spreder varme og hyggelig stemning. Det er et lyst rum med pænt gulv og diskret stuk i loftet. Via en charmerende glasdør kommer du ind i den ligeså flotte spisestue. Det velindrettede HTH-køkken byder på masser af albuerum, og her er god plads til en praktisk spisekrog. Stueplan rummer desuden et bryggers og et værelse, som eventuelt kan anvendes til hjemmekontor.

Førstesalen byder på en møblerbar repos, et moderne indrettet badeværelse med bruseniche og fire gode soveværelser, hvoraf det ene har udgang til en sydvendt balkon. Her kan du nyde aftensolens lune stråler og udsigten over det fredelige område.

Der er meget mere at fortælle om Elmegaard og den skønne have, men resten må du opleve ved selvsyn, når du lægger vejen forbi Sct. Clemensvej 15A.