Charmerende ejendom med fine detaljer og smuk beliggenhed

Ca. 1 km fra Præstø ligger Skovhusevej i smukke landlige omgivelser med udsigt til mark og skov.
Præstø By byder på et charmerende havnemiljø med en livlig lystbådehavn med 300 pladser, som er et rent paradis for lystsejlere.
Et rigtig hyggeligt handelsstrøg med butikker og caféer og naturligvis nem adgang til dagligvarebutikker, skoler, institutioner og fritidsaktiviteter.
Ejendommen i nr. 11 er oprindeligt fra 1877 og i 2002 er der lavet en stor ombygning med stor respekt for de gamle, smukke detaljer.

Via et par små trin kommer man til husets store entré med klinker og trappe til 1. sal. Her er en dejlig lys stue med flotte, synlige bjælker. Der er brændeovn til at varme og hygge sig ved og udgang til haven. I stuen er der desuden en fin skabsvæg med indbyggede skabe, så man har ekstra opbevaringsplads uden man faktisk lægger mærke til det.
Et godt værelse eller måske kontor med vinduer mod haven, så man kan løfte hovedet og nyde synet ud over marken.
Stort, dejligt landkøkken med synlige loftsbjælker og klinkegulv. Her er plads til det store spisebord, der indbyder til hyggelige måltider med familie og venner. En fin detalje i køkkenet er det synlige bindingsværk, der vender ind mod den oprindelige del af huset og vidner om husets alder og historie.
Man kan rykke fra køkkenet og ud på den dejlige træterrasse i de varme måneder. Fra terrassen har man udsigt over hele haven og videre over marken til skoven og blot et par trin ned til haven. Terrassen er sydvestvendt, så man kan nyde solen her fra sidst på formiddagen til solnedgang.
Lyst badeværelse med bruseniche samt bryggers med plads til vaskemaskine og tørretumbler.
På 1. sal er der et stort, lyst soveværelse med rigtig flot lysindfald, som skabes af det store vinduesparti mod mark og skov. En virkelig smuk udsigt at slå øjnene op til. Her er også en lille fransk altan.
Der er loft til kip og udtræk i gulvet, så varmen fra brændeovnen kan trænge op og varme rummet op. Der er også lavet en luftkanal langs loftet, så varmen kan føres gennem hele 1. sal.
Et lille værelse, som fx kan anvendes som walk-in-closet, strygerum eller lignende.
Stort, skønt arbejdsværelse med loft til kip. Hele gavlen er glasparti, hvilket giver rummet et virkelig flot lys. I tilknytning til arbejdsværelset er lavet et fint gæstetoilet.

Til ejendommen hører et anneks på 56 m², som tidligere har været en jordemoderklinik. Her er to gode, store rum, køkken og badeværelse.
Annekset rummer mange muligheder. Det kan fx anvendes som en selvstændig lejlighed, man kan leje ud, lade teenageren flytte ind i eller, som sælger, have liberalt erhverv. Annekset har et særskilt energimærke med karakteren F.
Den dejlige have er en smuk forening af bede, mindre træer og buske samt græs. Den har mange hyggelige kroge, bl.a. en terrasse, hvor man kan nyde sin kaffe i morgensolen.
Hvis man ønsker at udleje annekset, er det meget nemt at dele haven op uden at ændre væsentligt på den.
Til ejendommen hører carport og udhus. Der er god mulighed for parkenring, som er fordelt på 2 områder, en til hovedhuset med 3 pladser og en til annekset med 2 pladser.
En skøn ejendom med masser af muligheder og en virkelig dejlig atmosfære.