Gårdhaven - den lyse vinterhave og det store værksted byder indenfor

I den sydlige del af Vordingborg - i et område der gennem de sidste ca. 10 år har gennemgået en enorm transformation fra industriområde - til bolig og rekreativt område.

Stedet er præget af en lang mole hvor der kan fiskes fra. Dybden ligger på ca. 8 meter helt ind til molen da det er en tidligere industrihavn og samtidig den havn som Kongeskibet Dannebrog ankommer til - når der aflægges besøg i Vordingborg - senest i 2013.

Tilbagetrukket herfra - på en af de ældre veje - ligger ejendommen Stationsvej 10.

Afstanden til bykernen er ca. 2 kilometer - bussen kører lige forbi - Lidl og Netto ligger lige omkring hjørnet - den kombinerede lystfiskerihavn og lystbådehavn ligeså og et større grønt område ligger op til havnen og turen Oringepynten rundt er smuk og fredfyldt.

Ejendommen er i 2 plan - facaderne er pudset og malet - taget er med eternit - værkstedet rummer utal af muligheder - carporten giver plads til 2 biler og den resterende del af grunden er en flisebelagte gårdhave - så en plæneklipper er absolut unødvendig.

Den isolerede vinterhave byder velkommen - når turen tages gennem carporten og ind i gårdhaven.

Vinterhaven er med masser af lys - der er adgang til værkstedet og trin op til selve boligen.

I den lille fordelingsgang er der adgang til det lyse brusebadeværelse - hvor lyse klinker er med varme. Det åbne køkken/alrum ligger lige fremme. Stuen går rundt i vinkel - der er brændeovn og stuen falder naturligt ind i køkkenet. Der er også entre - som har trappe til 1.salen.

1.salen rummer en fordelingsgang og 2 værelser.