Idyllisk perle med formidabel udsigt over Østersøen og direkte adgang hertil

Strandhus Alleen. Alene vejnavnet er fyldt med musik, romantik og idyl. Og det er lige præcis det, som I finder her: Et smukt bindingsværkshus fra 1707 med stråtag, hestefolde med græssende heste, ridebane, hestestald, blå himmel og ikke mindst en malerisk udsigt over Østersøen med skvulpende bølger og livlig skibstrafik.

Ejendommen er beliggende på en guddommelig smuk og opvokset grund i et kuperet terræn i Nysted. Grunden på hele 23.964 m2 stopper lige dér, hvor vandet begynder, men inden øjet når så langt, passeres smukke, bølgende marker - et omskiftelig og evigt smukt bagtæppe, som tager jeres tanker på himmelflugt og gæstehytten på 25 kvadratmeter, der ligger 100 meter fra vandkanten, knejser smukt i terrænet.

Der er flere gode badestrande næsten lige uden for hoveddøren, og så er der blot fem minutters kørsel til Nysted. Nysted er en af Danmarks mest velbevarede købstæder, som har bevaret sit gamle bymiljø med adskillige bindingsværkshuse og ældre bygninger i det gamle bykvarter, der centrerer sig om den gotiske kirke, Nysted Kirke. Den lille by har en lystbådehavn, der hver sommer besøges af mange turister og lystsejlere fra ind- og udland. Endelig er der skole, børnehave, sportsfaciliteter og masser af dagligvarebutikker.

Selv om idyllen og den endeløse udsigt over naturen stjæler opmærksomheden, så skal selve ejendommen naturligvis også iscenesættes. Der er tale om en charmerende familieejendom med masser af spændende detaljer, ligesom boligens 364 kvadratmeter er funktionelt indrettet.

Ejendommens charmerende ydre fortsætter inde i boligen, hvor synlige bjælker, brede plankegulve og bindingsværk i murværket sættes smukt i scene af dagslyset, som ubesværet finder vej gennem de mange charmerende sprossevinduer. De mange kvadratmeter er fordelt på to plan, og i stueplan finder I et rustikt landkøkken i åben forbindelse med en stor, indretningsvenlig stue. I køkkenet er der masser af albuerum og sågar plads til et spisebord. I stuen er der brændeovn, som varmer godt op i det kolde vinterhalvvår. Fra køkkenet er der udgang til en skøn, solrig terrasse, mens stuen har udgang til en overdækket terrasse.

Via et møblérbart gangareal er der forbindelse til et værelse og et nydeligt badeværelse med opmuret bruseniche. Boligen rummer endnu et køkken, en hyggelig stue med brændeovn samt endnu et badeværelse og et værelse med trappe til førstesalen.

Der er rustik charme så det basker på førstesalen. Heroppe er der flere steder loft til kip, og de synlige bjælkekonstruktioner springer virkeligt i øjnene. Etagen er indrettet med et stort forældresoveværelse med dobbeltdør ud til en terrasse med glasafskærmning. Herudover er der et værelse og et bredt gangareal, som kan anvendes som multirum eller alle tiders hjemmekontor. Sidst, men ikke mindst, er der en hyggelig stue med rustik brændeovn.

Lige bag ejendommen åbenbarer haven sig smukt, og den går i ét med de omkringliggende marker. I haven er der flere hygge- og solkroge, ligesom der er urtehave. Lidt længere inde på grunden er der en stor hestefold, som er omkranset af stakit. På grunden finder I også et hyggeligt udhus samt den store staldbygning med de fire hestebokse.