Prægtig lystejendom med smukt haveanlæg 20 minutter fra Nykøbing Falster

Denne prægtige lystejendom fra 1907 ligger gemt som en skjult perle på en smuk parklignende grund på 16.198 m2. Fra grunden er der direkte adgang til et smukt skovområde, som er ejet af Corselitze Gods.

Man ankommer til Svejsminde - navnet på ejendommen - via en privat vej, så her bliver man kun forstyrret af naturens egne lyde. Den omkransende have er anlagt med brostensbelagte stier, der smyger sig om blomstrende hortensia. Her er små solterrasser omsluttet af grønne buske, krogede træer som kaster skygger på græsplænen og hyggekroge, hvor man finder fred og ro til fordybelse. I haven er der desuden masser af frugttræer og en pavilion med bærbuske.

Fra haven har man frit udsyn over markerne med oldtidsminder og egnens rige dyreliv. Idyllen stopper dog ikke hér. På grunden er der også en stor sø og et charmerende anneks, som kan bruges som værksted eller atelier. Haven stopper lige dér, hvor skoven begynder og her kan man opleve, hvordan havgusen i de tidlige morgentimer indhyller skovstien. Fortsætter man videre igennem den tætte skov, så åbenbarer Østersøens brusende bølger sig for ens blik.

Svejsmindes karakteristiske bonderomantiske udtryk falder naturligt ind i de pittoreske omgivelser. De dekorative ornamenter i gesimsen og de smukke mahognivinduer giver den markante ejendom karakter.

Boligen rummer et stort stueplan på 240 kvadratmeter og hertil kommer yderligere 190 kvadratmeter på den uudnyttede førstesal samt en mindre kælder, som kan bruges til vin og opbevaring.

Indenfor i boligen fornemmer man straks alt det hjerteblod, som de nuværende ejere har lagt i stedet og lader man sit blik glide rundt i de store rum, ledes tankerne helt naturligt hen på traditionel engelsk cottage-stil. Her er radiatorskjulere, indbyggede skabe og reoler - alt sammen specialfremstillet.
Samtidig er boligen løbende blevet moderniseret, så den i dag fremtræder i flot, tidssvarende stand.

Fra den store præsentable hovedør træder man direkte ind i en imponerende hall med trappe til førstesalen. Stueplan rummer også et tidløst spisekøkken med moderne hårde hvidevarer og endnu en brændeovn. Fra køkkenet er der fransk dør ind til en hyggelig spisestue med videre forbindelse til en stor opholdstue. Opholdstuen har brændeovn og en dekorativ søjle, som naturligt deler rummet op i to afdelinger. En dobbeltdør åbner endvidere op til en skøn overdækket terrasse.

Herudover er der et ekstra stort badeværelse med opmuret bruseniche samt to store værelser, hvoraf det ene har skabsvæg.

Ejendommen ligger lidt uden for Horbelev, som er er en lille by 17 kilometer fra Nykøbing Falster. Byen har egen skole, børnehave, træningscenter og købmand. I nærområdet er der flere små økologiske landsteder med friske råvarer og endelig er der cirka 50 minutters kørsel til København.

Dette er kort sagt idyl, når det er allerbedst.