Bankevejen 2, Kostræde Banker, 4750 Lundby

Den ikoniske gamle ESSO-tankstation med tilhørende bolig

Som historiens vingesus tænker mange tilbage, til den gang, hvor den lille landsby Køng, havde sin ikoniske ESSO-tankstation.

Det er dog rigtig mange år siden, at "ESSO-tanken" var aktiv - men den gamle tank- og værkstedbygning ligger der stadig, omend den er meget "træt".

Mange vil sikkert nu være nervøse for, at ejendommen kan være forurenet efter der har været tankstation, men jfr. rapport fra Region Sjælland og vi citerer herfra: Region Sjælland har efter en konkret undersøgelse eller afværgeforanstaltning vurderet, at der ikke længere er grundlag for en kortlægning. Dette dokument kan naturligvis rekvireres fra mægler.

Skulle man som køber selv ønske og etablere ny tankstation/værksted/vaskehal, skal der først rettes henvendelse til Vordingborg Kommune og derefter søges gennem Miljøstyrelsen, som skal miljøgodkende. Ejendomsmægleren har intet kendskab til tidshorisonten for sådanne ansøgninger og køber opfordres til selv, at rette henvendelse til de respektive instanser for svar på sådanne spørgsmål.

Ejendommen er beliggende i området på Kostræde Banker mellem Vordingborg og Næstved. Du er tæt på skønne Svinø badestrand (7km), indkøbsmuligheder (2 km), togstation (5km) vuggestue og børnehave i Køng (2 km) samt børnehave/skole og SFO (5 km).

Bankerne er fremkommet gennem sandflugt i mange år. Øbjergårds marker op til Bankevejen står nu som regel med vinterafgrøder for at modvirke denne sandflugt, som stadig let fremkommer i forårsmånederne. Bankegrus er pulveragtigt og lerholdigt. Det har hovedsageligt været anvendt til opfyld og underlag. I bunden af Kostræde Fjord bag "Havblik", det første hus i bankerne, er en offentlig adgang til Dybsø Fjord. Ved byskiltet går en lille vej ned til fjorden. Den er noget hullet men kan befærdes i bil. Der er plads til, at nogle få biler kan parkere ved stranden. Her har en række fritidsfiskere og strandjægere deres både. Foruden Basnæs er dette den eneste offentlige adgang til Fjorden. Mellem marken, der støder op til pladsen, og rørskoven har Storstrøms Amt etableret en sti op til det høje hjørne ret mod vest. Her står nogle bænke, hvor der kan spises, og der er en flot udsigt ud over fjorden.

Ejendommen ligger direkte ud til Næstvedvej - som er den vej, der går mellem Vordingborg og Næstved.

Selve grunden er ret stor - 2.910 kvadratmeter - hvor en stor del af det, er udlagt med det areal hvor tankstationen tidligere havde sit virke, som for en stor del af det, er asfalteret og resten er med plæne og almindelig beplantning.

Selve boligen er med både 1.sal og kælder, facaderne er i gule sten og taget er skifereternit.

Boligen er i stueetagen indrettet med entre/fordelingsgang med trappe til 1.salen.

Brusebadeværelse med opvarmet klinkegulv, spisekøkken med nedgang til kælderen og adgang til viktualierum samt 3 gode sammenhængende stuer.

På 1.salen er der repos samt 3 disponible rum, derfor "kun" de 13 kvadratmeter.

Kælderen er højloftet og anvendelig, med dels fyrrum med oliefyr, opgang til haven samt yderligere 2 disponible rum.

Ejendommen rummer masser af muligheder, men det må også forventes, at der skal renoveres.