På Elmelundsvej 2 i Vordingborg finder man en villa, der med sine 249 kvadratmeter fordelt på stueplan, første sal og kælder formår at forene klassisk arkitektur med en funktionel og nutidig boligoplevelse. Oprindeligt opført i 1921 står huset i dag som et eksempel på, hvordan nogle æstetiske kvaliteter er fuldt ud lige så værdsatte i dag, som de var i fordums tid. De sortglaserede tagsten og de lyse facader med dekorative fremhævninger i pudsen danner en harmonisk helhed, der både respekterer ejendommens historie og appellerer til nutidens blik for det velplejede og tidløse.
Fred, ro og natur
Ejendommen er placeret i den rolige, men ikke desto mindre meget hyggelige landsby Klarskov. Der er omtrent ti minutters kørsel til Vordingborg, men også naturen er en uomgængelig del af nærområdet. Man får med andre ord det bedste af begge verdener: både by og friluftsliv.
I henholdsvis Lundby mod nord og Kastrup mod syd er der alt, hvad der er brug for, når dagligdagen skal gå op i en højere enhed. Afstandene er cirka fem kilometer til begge byer, og skoler, pasningstilbud, dagligvarebutikker, foreninger og fritidsaktiviteter er på den måde let tilgængeligt. Hvad man ikke kan tilgå her, kan man med stor sandsynlighed møde i Vordingborg.
Omkring landsbyen åbner sig vidtstrakte landskaber med marker, så langt øjet rækker. Der er spredt rekreative arealer rundt om, men især det flotte terræn ved kysterne i området fortjener at blive fremhævet. Der er strandene ved Avnø Fjord og halvøen Knudskov, og hvis man er interesseret i kulturarv og fortidsminder, er der tilsvarende rige muligheder for at se spor efter de folk, som levede i disse fortrinlige omgivelser i tidligere tider.
Et fint udtryk og en god indretning
Det sorte tag, det hvide træværk og den grå facade. Stilen er som anført klassisk, men på samme tid er førstehåndsindtrykket enkelt. Karnappen mod vejen er forsynet med balustre, der i førstesalsniveau udgør afskærmningen ved en balkon.
Indkørslen er sådan tilrettelagt, at man har både en carport og en garage. Via garagen er der direkte adgang til boligen, og i stueplan er langt hovedparten af pladsen allokeret til en stue og et køkken. Stuen er velproportioneret, og fordi knappen vender fordelagtigt i forhold til solen, strømmer masser af naturligt lys ind. I kraft af dens omfang, kan stuen tilmed indrettes på mange måder.
Køkkenet er udført med et farvetema, der genspejler facaden. Hvide fronter og mørke bordplader passer nydeligt ind i helheden, og endelig fuldendes etagen af et gæstetoilet ved entréen. Netop fra entréen ledes man til førstesalen, der består af to gode værelser og et badeværelse. Kælderen bidrager med adskillige disponible rum, som kan tjene til mange forskelligartede formål.
Let have med rigelig frugt
Haven er enkel i sin opbygning, men rummer mange kvaliteter. Den vender optimalt i forhold til sol og vind, og dens overskuelige størrelse gør den nem at holde. En stor del af haven ligger i direkte forbindelse med terrassen, hvilket gør udelivet til en naturlig forlængelse af boligen. Der er god plads til udfoldelser af nærmest enhver art.
I drivhuset er der i sensommeren og begyndelsen af efteråret modne druer, og et par måneder inden da begynder æblerne på frugttræerne at lyse op i spiseklare, røde nuancer.


























































