Bevaringsværdig villa med udsigt over Stege Bugt

I det attraktive "Græske Kvarter" i Stege By ligger denne klassiske murermestervilla, der tilbyder den smukkeste udsigt over Stege Bugt til Mønsbro.

Ude som inde bidrager nostalgiske detaljer til charmen i den bevaringsværdige ejendom, der gennem tiden har fået tilføjet moderne komfort, så I kan se frem til formidable rammer om hverdagen.

Beliggenheden er i topklasse, og gåturen til vandet kan tælles i skridt, så det er oplagt at finde kajakken frem og nyde sommerdagene på havet, eller fortsætte langs kysten til badestranden ved havnen. I kommer til at bo på en rolig villavej, og det er ikke svært at forstå, hvorfor kvarteret er så populært.

Her er stemningsfuldt med vandet tæt på og kort afstand til det gamle voldanlæg samt hverdagens behov såsom skole, pasningstilbud og sportshallen. Bussen stopper endda få hundrede meter fra boligen, ligesom turen til nærmeste dagligvarebutik snildt klares til fods.

Der er løbende foretaget renoveringer på ejendommen med nye energiruder i stueetagen og på førstesal i 2015.

Samme år udskiftede man også vindskeder og lagde nyt zinktag på de to karnapper. Senere i 2017 fik kælderen så nye energiruder samt yderdør, mens taget blev understrøget i 2019.

Når I ankommer, træder I ind i en smuk hall med en indbydende atmosfære, der fuldendes af en original kvartsvingstrappe.

Stueetagen imponerer videre med en god loftshøjde og et herskabeligt udtryk i de tre stuer en suite med brede vinduespartier, der lader dagslyset flugte gennem rummene. Den ene dagligstue er indrettet med brændeovn samt en havedør, der forbinder rummet med terrassen, og i spisestuen med karnap kan I nyde morgenmaden med vandet som kulisse.

Spisestuen er også forbundet med Boform-køkkenet, der på fineste vis er toppet af bordplader i mahogni og granit. Fra køkkenet er der endnu en dør til en terrasse, så der kan åbnes op og lade de lune sommerbriser strømmer ind. Yderligere er her et gæstetoilet.

Førstesalen giver jer en møblerbar repos samt tre gode værelser med indbyggede skabe og et badeværelse med brus.

Udsigten fremhæves i det store værelse, hvor I vågner op til et fortryllende vue over blå bølger. Endelig er her kælderen med fire disponible rum, et badeværelse og et bryggers samt egen indgang.

Haven er en grøn oase med frugttræer og rosenbede, som I kan betragte fra de i alt fem terrasser, hvoraf én har vandudsigt.

Derudover er den lukkede have meget privat med et udhus til ekstra opbevaring.