Midt i det åbne landskab på Møn, hvor markerne mødes med havets blå horisont, ligger denne ejendom fuldstændig ugeneret og uden naboer. Den lange, slyngede opkørsel leder frem til et sted, hvor roen er total, og udsigten er uforstyrret. Herfra breder landskabet sig i alle retninger, og fra boligens høje beliggenhed, syv meter over dagligt vande, opleves et panorama over marker, vand, Stege og Høje Møn, som næppe findes magen til. Det er et hjem med karakter, historie og en tydelig sjæl, et sted, hvor naturen omslutter dig, og hvor tiden får lov at gå langsommere.
Ejendommen fremstår som et klassisk landsted i bindingsværk og passer perfekt ind i omgivelserne. Hvidpudsede fag med sortmalet tømmer giver ejendommen en tidløs fremtoning, og på stuehuset er der monteret vedligeholdelsesfrie træ/alu-vinduer fra 2022. Bemærk også solcellerne på den sydvendte tagflade, som bidrager til de lave forbrugsomkostninger. De udendørs rammer suppleres af en række disponible kvadratmeter i den ene del af ejendommen, der blandt andet omfatter garagen og et stort loftsrum.
##Indenfor åbner boligen sig med en stemning af autenticitet og varme. Stueplanet rummer flere opholdsrum, hvor lyset og udsigten spiller hovedrollerne. Køkkenet er et rustikt fyrretræskøkken med en ganske særlig historie: Køkkendisken stammer fra Marienborg Slot, og materialernes patinerede overflader tilfører en dybde, man sjældent møder i nyere hjem. Herfra er der adgang til spisestuen, som med store vinduespartier og udgang til terrassen inviterer naturen indenfor. Videre tager dagligstuen imod dig og herefter en skøn udestue, der fungerer som et lyst og fredfyldt helle på tærsklen mellem inde og ude.
Udover dagligstuen er der et værelse, et viktualierum og et disponibelt rum i midterlængen, mens der i den sydlige fløj, hvor køkkenet er placeret, også er et badeværelse til rådighed såvel som et værelse med walk-in-closet. På første sal findes yderligere tre store værelser og en gang, hvor gulvene er udført i pommersk fyrretræ, der også er hentet fra Marienborg Slot.
Haven omgiver huset som en grøn oase og er både læfuld og livlig. De mange frugttræer vidner om et sted, hvor årstiderne sætter rytmen, og hvor man kan nyde både blomstring og høst. Terrasserne omkring huset giver mulighed for at følge solens bane fra morgen til aften, fra kaffe i morgensolen til middag med udsigt over havet. Den korte afstand til vandet fuldender oplevelsen af at bo midt i naturen.
Med bopæl her er du garanteret en fredelig og ugeneret tilværelse. Nærområdet er først og fremmest kendetegnet af de åbne vidder, således at du får et frit udsyn til alle sider, og om natten fortaber du dig let i stjernehimlen. Bare ti minutter tager det at køre til Stege, hvor du finder et overraskende stærkt handelsliv i den hyggelige hovedgade. Fortsætter du nordpå, kommer du til den storslåede natur på Nyord, hvor der er mange spændende specialiteter samt et af Østdanmarks bedste fuglereservater. Sætter du i stedet kursen mod hovedstaden, når du København på fem kvarter.

























































































































