Lov Sønderskov 12, Lov, 4700 Næstved

KLIMAVENLIG LYSTEJENDOM I ROLIG OG RIG NATUR

SOLGT
Når man ankommer til ejendommen, er oplevelsen fuldkommen magisk. Med ét står tiden stille og roen sænker sig. Her kan man komme hjem efter en hektisk dag og give sig hen til lyden af vinden i træerne, fuglenes kvidren og udsigten til den smukke natur.

Ejendommen indbyder til, at man kan lide natur og friluftsliv - På sydsiden åbner den smukke have sig, med et langt kik videre mod åbne marker. Ejendommen rummer hele 4,8 hektar (48.000 kvm) med en fantastisk biodiversitet. Haven har en overflod af blomster og buske, og en lille havedam med åkander, som tiltrækker guldsmede og frøer. Rådyr og fasaner ses ofte i haven, og der er et rigt fugleliv året rundt.

Nuværende ejer er i høj grad selvforsynende med en prangende køkkenhave, to drivhuse, en frugtplantage med æble- og pæretræer og egen biavl og honningproduktion. Den store have er udstyret med eget vandingsanlæg, som forsynes ved at genanvende regnvand og overskydende grundvand. Ejendommen forsynes også med grøn energi fra eget solcelleanlæg, så energiforbrug og omkostninger holdes på et minimum.

Har man brug for motion og frisk luft, kan man gå på opdagelse på ejendommens egen grund eller i den nærliggende Sønderskov, som hører til Gavnø. I det hele taget indbyder området til masser af oplevelser, gåture eller cykelture i den omkringliggende natur.

Hovedhuset på 138 kvm er opført i douglasgran, og når man træder ind i huset, følger naturen med i de rustikke bjælker som omkranser indretningen. De store vinduer lukker lyset ind og giver en fantastisk udsigt til den store have mod syd. Herfra kan man følge årstidernes skiften og opleve det massive dyreliv helt tæt på.

Fra entreen er der adgang til et stort lyst køkken med plads til at underholde gæsterne, mens man laver mad fra bunden af råvarer fra egen have. Imellem køkken og stue er en muret masseovn, med pizzaovn på køkkensiden og en hyggelig pejs på stuesiden. I en del af stuen er der loft til kip med ovenlysvinduer, som forstærker det gode lysindfald. I stueetagen er der desuden badeværelse og et mindre værelse, som egner sig godt til kontor. Hele stueetagen er i øvrigt udstyret med gulvvarme.

Fra stuen er der adgang til 1. sal med en stor åben hems, som egner sig perfekt til en hyggehybel eller som nemt kan laves til et ekstra værelse. Soveværelset imod øst er et kapitel for sig. Der er rigeligt med plads og gavlvinduet og kvisten mod syd bringer igen kontakt til lyset og naturen udenfor. Døren til soveværelset er savet i en finurlig bue i de rustikke bjælker, og bringer tankerne i retning af Tolkiens eventyr om Hobbitten. Fra stue og køkken er der direkte forbindelse til den store træterrasse, som omgiver huset imod både øst og syd. Her kan man nyde en kop kaffe i meditativ stilhed, mens man nyder udsigten til haven, naturen og dyrelivet både morgen og aften.

Annekset i haven er ligeledes bygget i fuldtømmer og er godkendt til beboelse. De 23 kvm indeholder stue, eget bad og toilet samt en hyggelig hems med stort vinduesparti ud mod haven. Der er ligeledes en mindre overdækket terrasse. Annekset egner sig ideelt som teenage-bolig eller som gæstehus, når de store børn, vennerne eller svigermor kommer på besøg.

Ved siden af hovedhuset finder man en opvarmet garage på 78 kvm, som i dag er opdelt i værksted og stort bryggers. Bygningen er ideel til en pladskrævende hobby, værksted, erhverv mv.

Bag i haven ligger endnu en bygning på 89 kvm, som rummer uendelige muligheder. Bygningen er godkendt til erhverv og kan bruges som værksted, stort hobbyrum, eller til mindre dyrehold- det er kun købers fantasi der her sætter grænser.

Huset ligger i sit eget lille paradis for enden af en blind vej, men er geografisk placeret mellem Hammer og Vester Egesborg og med kun 15 minutters kørsel til motorvej. Næstved ligger også kun 15 minutters kørsel fra ejendommen - her finder man den gamle bymidte og storcenter - biografer, kulturtilbud og uddannelsesinstitutioner. I Næstved er der også tog direkte til Københavns Hovedbanegård på bare én time. Skole, svømmehal, børneinstitutioner og golfbane findes i Mogenstrup kun 4 km herfra og hvor man også kan gøre ugens indkøb i den lokale Netto eller Brugsen.