Pilevej 15, 4773 Stensved

Landstedet "Pilemøllen" i Guds frie natur

Pilemøllen ligger lidt uden for Stensby, 1,4 km fra Petersværft, hvorfra der er udsigt til Grønsund, med Dronning Alexandrines bro til den ene side og Farø broen til den anden side. Petersværfts gamle huse fortæller historien om et af Danmarks ældste skibsværfter. Der er højt til loftet med en stjernehimmel der sagtens kan matche Møns Dark Sky.

Området har mange dejlige skove, hvor man kan gå nogle pragtfulde ture. Flere af disse er en del af Østsjællandsledden. Hvis man går til venstre gennem skoven kommer man til den lille havn ved Langø, her er der bro over til selve Langø hvor det ikke er tilladt at køre i bil over, men man kan både cykle og gå tur rundt på øen.

I kort afstand fra Pilemøllen finder man Stensved med gode indkøbsmuligheder og skole. Stensved rummer både 2 lavprissupermarkeder, 2 frisører, 2 blomsterhandler, et pizzeria og en rigtig slagter oa.

Der er motorvejs tilkørsel ved Stensved i både syd- og nordgående retning (afk 41), som man hurtigt kan komme ud til. I området er man i øjeblikket i gang med at bygge i en ny erhvervs udstykning og her ligger 2 tankstationer, vaskehal og man er i gang med at bygge en MacDonalds.

Pilemøllen, blev bygget i 1942 som elektrisk mølle. Ejendommen består af 2 bygninger, selve hovedhuset og det der oprindeligt var møllehuset. På møllehuset var der oprindeligt port i begge sider så vognene kunne køre igennem og læsse kornet af. Gamle folk på egnen kan stadig huske at de som børn har leget her og kørt rundt med "sneglen".

Siden har B-huset, som vi kalder det i dag, været værtshus og har stadig de oprindelige stolper hvor folk der gav en omgang, fik lov at slå deres navn i med små søm. I dag er det meste af B-huset beboelse.

I alt er der 289 bolig kvm i ejendommen, der ligger på en grund på ca 5500 kvm, fordelt på den oprindelige have og et senere tilkøb.

Haven har udover drivhus og lidt køkken højbede også frugttræer. Resten af haven er udlagt som park. En hyggelig gårdhave med en bred overdækning mellem husene, gør den anvendelig både tidligt og sent på året. Desuden findes et lille værksted og et overdækket område til brænde etc.

B-huset indeholder garage og stort uudnyttet loft. I stueetagen er der et stort køkken alrum, et værelse, et badeværelse og et vaskerum. Der er desuden et værelse der ikke er godkendt som beboelse, hvor der feks kan opbevares ting.

Hovedhuset består i stue etagen af en entre med trappe til 1.sal, et badeværelse, en stue med brændeovn, 2 værelser, 1 veranda, køkken og fyrrum. De fleste af dørene er med glas, der giver et flot lysindfald. Det meste af stue etagen har klinkegulv med gulvvarme.

1.salen består af en stor stue med loft til kip og vinduer til kip i begge sider (øst og vest) og en brændeovn. 3 værelser, hvor af de 2 har hems. Hele første 1.salen har sildebens parket. Fra stuen er der udgang til stor altan med udsigt over haven og markerne.

Hele ejendommen opvarmes med jordvarme.