Strandvænget 17, 4780 Stege

Unik liebhaverbolig ved vandkanten

RESERVERET
Hvis I leder efter noget, som ingen andre har, så er her en helt unik og sjælden udbudt bolig, der vil blæse jer bagover. Intet mindre! I får alt det bedste fra Møn samlet på ét sted.

Villaen ligger for enden af en rolig vej kun få skridt fra vandkanten og med den smukkeste udsigt over Stege Bugt. Den er på 192 kvadratmeter, nyistandsat i gennemført stil med smukke detaljer.

Her får I kvalitet fra inderst til yderst og plads til hele familien. I får samtidig den hyggeligste, private have og det skønneste havehus, der leder tankerne hen på lune sommeraftener og grillhygge med familie og venner.

Ejendommen ligger i gå- og cykleafstand til Stege by, som er Møns charmerende og levende hovedstad. Byen byder på masser af shoppemuligheder, specialforretninger, gallerier og lækre restauranter. Desuden er skolen, fritidsaktiviteterne og dagligvarebutikkerne lige om hjørnet.

Ejendommen er fra 2005 og totalistandsat i perioden fra 2018 til 2020 med arkitektonisk spændende løsninger, som giver huset en varm og unik atmosfære.

Den ligger i anden række til Stege Bugt, med udsigt over vandet fra 1.sal, og adgang til grundejerforeningens badebro kun få skridt fra hoveddøren.

Der er dermed ingen undskyldning for en morgendukkert eller måske ligefrem at blive vinterbader.

Haven er lukket og privat med god plads til både høns og køkkenhave, og der er mange frugttræer og bærbuske, så man kan gå direkte i køkkenet med egne råvarer. Haven har desuden en fantastisk terrasse og mange hyggelige kroge, hvor man kan nyde en kop kaffe, en god bog eller Møns fantastiske stjernehimmel, der har fået det anerkendte certifikat, Dark Sky.

I haven ligger desuden et skønt, nybygget havehus i samme hyggelige og varme stil som selve huset, så man kan forlænge aftenerne og sæsonen mest muligt.

Der er et skønt vildmarksbad, udendørsbruser og plads til hængekøjen. Haven byder med andre ord på alt, hvad man kan ønske sig af muligheder for et fantastisk udeliv hele året rundt.

Selve huset er opført i klassisk stil med smukke og harmoniske vinduer, der fra leverummene er orienteret mod vandet.

Udsigten trækkes helt ind i boligens inderste og giver exceptionelle lysforhold. Her er ingen metervarer. Til gengæld er huset spækket med kvalitetsmaterialer, skræddersyede løsninger og unikke detaljer.

De 192 kvadratmeter er generøst fordelt på to etager med højt til loftet på begge etager og en fantastisk stemning og energi.

Husets entré er stor og indbydende med masser af fine, indbyggede skabe, et lækkert grovkøkken, udgang til haven og åben trappe til 1. sal.

Her er god plads til at komme hjem, rense grøntsagerne fra haven eller at byde familie og venner indenfor.

Underetagens hovedrum er et vidunderligt køkkenalrum, der nærmest tager pusten fra én. Her er et stort, åbent køkkenareal med alt i hvidevarer, en hyggelig spiseafdeling med plads til mange og udgang til endnu en terrasse vendt mod vandet.

Fra køkkenalrummet er der en lille, genial mellemgang ud til et af husets to badeværelser med charmerende New Yorker-glasvæg og smukke, italienske klinker. I underetagen er der desuden et dejligt, stort soveværelse.

Når man går op ad trappen til 1. sal, taber man pusten igen. Her ligger husets store stue med loft til kip, og her fra er der gennem smukke glasdøre udgang til en dejlig altan, hvorfra havet og Stege Bugt kan nydes oppefra.

Fra stuen er der også opgang til to meget anvendelige hemse. På 1. sal er der desuden tre store værelser og endnu et smukt brusebadeværelse i samme stil som i stueetagen.

Til ejendommen hører også et stort separat bryggers med masser af skabe og arbejdsplads.

Der er desuden et overdækket areal med plads til cykler, kajakker eller andre hobbyer, der tager plads.

Dette er kort sagt liebhaveri ved Stege Bugt for familien, der ønsker kvalitet og plads til at leve. Der er indlagt fibernet i ejendommen.

EJENDOMMEN ER OGSÅ MEGET ANVENDELIG SOM FLEXBOLIG.