Vesterskovvej 31, 4793 Bogø By

Stort og lækkert familiehus med fantastisk udsigt over vandet

På solskinsøen Bogø får I det hele. Naturen og vandet er lige uden for døren, og øen byder på et imødekommende, lokalt fællesskab og sammenhold. Det er også derfor, at Bogø er meget populær blandt børnefamilier. Både for de lokale i området og for tilflyttere. Trods øens størrelse er her meget at være en del af - uanset om man er til sport, spisning og samvær eller andre former for fællesskaber. Desuden tilbyder Bogø mange muligheder for alskens vandsport: Kitesurfing, windsurfing, kajak, roning og meget, meget mere.

Det hyggelige, gule hus, som nu kan blive jeres, ligger på en stille vej med udsigt mod marker og skov den ene vej og vandet den anden vej. Her får I rig mulighed for fred og ro, masser af plads både inde og ude, flere terrasser – herunder en sydvendt tagterrasse med en uovertruffen udsigt over vandet – og en dejlig have, der er nem at holde.

Allerede i entréen fornemmer I husets hyggelige atmosfære og gode stemning. Entréen fungerer som en fordelingsgang med åben trappe til 1. salen, adgang til ét af huset to badeværelser samt adgang til stue, køkken og alrum. Badeværelset i stueetagen er stort og smagfuldt med gulvvarme og spa.

Alrummet og stuen er stor, lys og åben og med brændeovn, og herfra får I første kig til vandet. Fra stuen er der desuden udgang til en lille terrasse, ligesom der er trappenedgang til den store underetage, hvor dele af underetagen er godkendt til bolig. Det lyse køkken, der ligger i åben forbindelse til alrum og stue, er fra 2015 med alt i hvidevarer, herunder et lækkert stort køle- og fryseskab.

På 1. salen er der fra fordelingsreposen udgang til den ca. 40 kvadratmeter store tagterrasse, hvor udsigten over vandet, Falster og Stubbekøbing næsten tager pusten fra én. Overetagen byder også på to gode værelser, hvor det ene fungerer som forældresoveværelse med udgang til en mindre terrasse med en skøn udsigt.

Underetagen er højloftet og virkelig anvendelig. Her er et stort multi-/fordelingsrum, et disponibelt rum, bryggers/vaskerum, brusebadeværelse samt to gode værelser, der er godkendt til bolig. Der er gulvvarme i gangen, bryggers, badeværelse og de to værelser. Det er også fra underetagen, at der er udgang til den store, skønne fliseterrasse, som er omkranset af smukke roser.

Huset ligger på en godt 2000 kvm. stor grund og har en skøn, lukket og ugenert have, der er anlagt, så den kræver mindst mulig pasning. Der er samtidig masser af atmosfære i haven med blomstrende buske, stauder og en stor, dejlig græsplæne med plads til leg og havehygge med familie og venner. Bagerst i haven er der et ældre skur til havetraktoren, og ud mod vejen er en kombineret carport med plads til to biler og et stort redskabsrum.

Det er svært at komme derfra, når man først er landet, og det er nemt at arbejde hjemmefra eller drive sin virksomhed fra ejendommen, da der er indlagt fibernet. Har man pendlerbehov, tager det kun en time at komme til København i bil.

Lidt om Bogø og øens historie:
Øens eneste egentlige by er Bogø By, der ligger højt på øen, og Bogø Hovedgade følger denne højderyg fra Bogø Kirke mod nord, til havnen mod syd. Øen har i tidligere tider været en vigtig skipper- og søfarts ø, og det bærer nogle af øens huse og bygninger fortsat præg af.

På havnen er der hyggelige, små fiskerhytter, en fin lystbådehavn og et ægte italiensk pizzeria, der også bager skønt, italiensk brød. Fra maj til oktober sejler den smukke træfærge ”Ida” og sikrer, at både lokale turister og cyklister kan komme på tværs af sundet på kun 12 minutter. Færgeoverfarten er en del af den internationale cykelrute, der går mellem Danmark og Tyskland.

Bogø er spændende - ikke kun for turister - men også som bosætningsområde. Der er et meget aktivt lokalmiljø for alle aldre. Der er to sportshaller, børnehave, vuggestue, privatskole med alle klassetrin og en idrætsefterskole. DagligBrugsen i Bogø By har åbent alle ugens syv dage, og her er også tankanlæg, så bilen eller græsslåmaskinen ikke løber tør.

Nyttige hjemmesider:

Bogø dag- og kostskole: www.bogoe-kostskole.dk

Idrætsefterskolen Grønsund: www.ieg.dk

Lærkereden, vuggestue/børnehave: www.vordingborg.inst.dk/Foresides/IntraForeside.aspx

Bogø Portalen, et samlingssted for alle aktiviteter på Bogø, links til foreninger mm.: www.bogø.eu