Unik, charmerende villa med smuk beliggenhed
I private omgivelser med den fineste udsigt til åbne marker nær Sønderby ligger denne charmerende villa.
Ejendommen fremstår særdeles velholdt, og det er tydeligt, at der er kræset for detaljerne.
I 2015 blev huset gennemrenoveret fra A til Z, og sidenhen er det løbende vedligeholdt, så I kan glæde jer til at flytte ind i en smuk, herskabelig bolig.
Rhododendron pryder på hver side af indkørslen, der fører op til gårdspladsen, hvor den nydelige ejendom toner frem. Huset tager sig flot ud med sin hvidkalkede facade, som brydes af de mørke vinduespartier og taget.
Indenfor fornemmer I straks, at der er tale om en lys villa, der imponerer med mange herskabelige detaljer i form af plankegulve, god loftshøjde, stuk og høje paneler. I stueplan møder I det fine køkken, der med sine træfronter tilføjer en ekstra dimension til den hyggelige stemning, der gennemstrømmer hjemmet. Fra køkkenet er der adgang til de tre stuer en suite, som alle byder på et fantastisk lysindfald og hver især har sin egen brændeovn. Stuerne er elegante med flotte gulve og loftrosetter, og særligt den ene stue fremstår ekstra mondæn med sine høje paneler. Stueplan afrundes af et værelse, et walk-in-closet og et badeværelse.
Videre leder trappen til førstesalen, hvor I får yderligere fire værelser, som alle har fornuftige størrelser. De malede trægulve bidrager med en lys og indbydende stemning til rummene. Ét af værelserne har eget walk-in-closet, mens reposen giver adgang til endnu et walk-in-closet samt til det nydelige badeværelse, der er indrettet med badekar på løvefødder.
Haven er et kapitel for sig. Den store grund på 4.167 m2 er anlagt med omhu blandt andet blev mange hundrede rhododendron plantet. Den parklignende have er en oplevelse i sig selv, hvor I kan beundre den varierede beplantning, dyrke grøntsager i køkkenhaven eller nyde rolige stunder i havemøblerne på terrassen. Hertil kommer en yderst brugbar garage med et tilknyttet isoleret værksted i en rigtig god størrelse.
Endelig skal beliggenheden fremhæves. Med adresse her bosætter I jer i naturskønne omgivelser med den fineste udsigt til det åbne landskab, der omkranser jer. Samtidig er der blot en kort køretur til hverdagens fornødenheder, og i en radius af fire kilometer finder I både daginstitution, skole og indkøbsmuligheder.
En helt fantastisk ejendom, der virkelig skal opleves.
BEMÆRK: Havelamper/udendørsbelysning, springvand og rosenbuer kan tilkøbes separat og medfølger som udgangspunkt ikke i handlen.