Skoven som genbo - de åbne marker lige fremme og alt pakket ind i stråtag og bindingsværk
Lillemark er lig med fred og ro og grønt, så langt øjet rækker. Netop her kan I nu erhverve jer dette skønne hjem, der har skoven som genbo. Der er tale om en idyllisk, stråtækt bindingsværksejendom, som ligger på en dejlig grund.
Den flotte ejendom kan dateres tilbage til 1827, og den fremtræder med lys, gul facade, sort bindingsværk og sprossede vinduespartier.
Bygningen er formet som en vinkel, og den udgøres af den store bolig og den gamle lade.
Sidstnævnte er udnyttet til værksted, fyrrum og et praktisk redskabsrum, og den oprindelige vognport fungerer i dag som garage.
Indenfor venter der jer 203 velholdte boligkvadratmeter, som er fordelt over to etager. Den hyggelige atmosfære er mærkbar overalt, og de fine detaljer tæller eksempelvis trægulve, synlige loftsbjælker og fyldningsdøre.
Planløsningen inkluderer tre værelser, et spisekøkken og en opholdsstue, og hertil kommer et badeværelse, et bryggers og en skabsgang samt en entré.
Såvel køkkenet som stuen har bred glaskarnap, der giver smukt vue over landskabet. I køkkenet er der komfortabel gulvvarme, og den luftige, hvide køkkensektion har kogeø og fornemme opbevaringsforhold. Både her og i den store stue er der terrassedør, og i stuen får I glæde af en brændeovn.
De tre værelser er samlet på førstesalen, som derudover indeholder et depot og en møblerbar repos. Et af værelserne er gennemgangsrum, og alle værelserne er gavmilde på kvadratmeter. Der er således mange forskellige indretningsmuligheder alt efter ønsker og behov.
Det pæne badeværelse er holdt i hvidt med muret bruseniche, og det charmerende bryggers er udført med fyldningselementer og rustikt flisegulv i en varm nuance.
Tæt hæk og stakit omgiver haven, der er mindst lige så idyllisk som boligen. Foruden et kirsebærtræ og et par æbletræer er haven spækket med forårsløg, og i foråret forvandles udemiljøet til et sandt blomsterhav. I haven er der også et sekskantet drivhus og flere solkroge, deriblandt en overdækket terrasse med pergola.
I bosætter jer ganske ugeneret med skoven til den ene side og åbne marker til den anden. Her er det ikke et særsyn at spotte rådyr, fasaner og harer, der ligeledes nyder godt af de fredfyldte omgivelser. Fra Lillemark er der kun omkring ti minutters kørsel til købstaden Præstø, hvor I finder alt, hvad I har brug for i hverdagen.